Terms and conditions

Apologies but these terms and conditions are only available in Danish. Please contact us on This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it. or +45 74 50 44 41 for a translation.

§ 1 - Formål

Formålet med disse vilkår og betingelser er at bevare den gode stemning på Vojens Speedway Center og sikre, at alle der besøger Vojens Speedway Center fortsat kan føle sig trygge og glade både før, under og efter opholdet samt sikre, at der er plads til alle uanset udseende, religion og kulturel baggrund.
Vojens Speedway Center benyttes primært til afvikling af løb i Den Danske Speedway League, samt til store internationale- og VM stævner eller til arrangementer af ikke-sportslig karakter. Derudover afvikler Vojens Speedway Klub løb på anlæggets 2 baner (500cc & Micro 80cc). Disse vilkår og betingelser gælder alle arrangementer, der afvikles på Vojens Speedway Center.

§ 2 - Gyldighedsområde
Vilkår og betingelser gælder hele Vojens Speedway Centers område inkl. ind- og udgange samt parkeringspladser, der er til rådighed for publikum ved samtlige arrangementer på Vojens Speedway Center. Disse vilkår og betingelser omfatter også gældende regler ved eventuel udsættelse eller aflysning af arrangementer.

§ 3 - Regler for ophold
På Vojens Speedway Centers område må der kun opholde sig personer, der er i besiddelse af billetter eller adgangskort eller på anden måde kan bevise, at de er berettiget til at opholde sig på området. Billetter, adgangskort eller lign. skal fremvises til kontrollører og/eller politi på forlangende. Vojens Speedway Center har til enhver tid ret til at fratage adgangskort eller anden adgangsbevis, såfremt de føler det nødvendigt.
Tilskuere skal indtage den plads der er anført på billetten. Af sikkerhedsmæssige årsager er Vojens Speedway Centers gæster dog forpligtiget til at indtage andre pladser, end anført på billetten, såfremt dette anvises.
Besøgende må ikke udvise uacceptabel adfærd, der er til gene eller skade for andre eller på anden måde bringer andre i fare.

Vojens Speedway Centers gæster er til enhver tid forpligtiget til at overholde de ordensregler, som er gældende, og tillige følge anvisninger som måtte blive givet over Vojens Speedway Centers højtaleranlæg og/eller af Vojens Speedway Centers personale, officials, kontrollører, redningstjeneste, politi og brandvæsnet.
Ophold på Vojens Speedway Center er ikke tilladt for synligt stærkt påvirkede personer.

§ 4 - Indgangskontrol
Alle besøgende er forpligtiget til at fremvise billet eller adgangsbevis ved indgangen og på forlangende udlevere dette til nærmere kontrol.

Vojens Speedway Centers kontrollører har ret til at undersøge, om gæster udgør en sikkerhedsrisiko på grund af alkohol- eller narkotikapåvirkning eller om de medfører våben eller andre farlige og brandfarlige ting. Undersøgelsen kan foretages ved hjælp af tekniske hjælpemidler.

Følgende genstande må ikke medbringes på Vojens Speedway Center:

Våben af enhver art

  • Genstande der kan benyttes som våben eller kasteskyts 
  • Spraydåser med gas, ætsende og farvende substans 
  • Flasker, bægre, krus eller dåser som er fremstillet af materialer, der kan gå i stykker eller splintre 
  • Genstande der fylder meget (dog er klapstole og andre lette stole tilladt)
  • Fyrværkeri, lysraketter, romerlys eller andre pyrotekniske genstande 
  • Flag eller transparenter der er længere end 1.50 m samt konfettirør og creperuller der indeholder konfetti 
  • Mad og drikkevarer - herunder alkoholiske drikke af enhver art (dog er det tilladt at medbringe lette madpakker, kaffe og te) 
  • Dyr 
  • Laserpenne 
  • Dokumenter, tegninger, symboler eller flag af ideologisk eller reklamemæssig karakter samt genstande der tjener til kommercielle formål og som kan ses af andre eller er medbragt med henblik på omdeling blandt øvrige gæster besøgende 
  • Racistisk eller nazistisk propagandamateriale 


Listen er ikke udtømmende.

Det er ydermere forbudt for Vojens Speedway Centers gæster:

  • at klatre op på eller over bygninger og indretninger - herunder facader, hegn, mure, indhegninger af spillerfeltet, afspærringer, belysningsanlæg, kameraplatforme, træer, master af enhver art og tage, der ikke er beregnet til almen benyttelse samt at betræde områder, der ikke er tilladt for besøgende - eksempelvis sikkerheds zonen omkring speedway banen eller selve speedwaybanen 
  • at kaste med genstande, der kan være til fare for andre 
  • at tænde ild, affyre fyrværkeri, lysraketter eller andre pyrotekniske genstande 
  • at sælge varer eller billetter, uddele tryksager og gennemføre indsamlinger uden forudgående tilladelse hertil 
  • at skrive, male, klæbe eller ophænge noget på bygninger, indretninger og reklameskilte 
  • at forrette nødtørft uden for toiletter eller bortkaste affald 
  • at provokere andre til had eller vold mod upartiske, modspillere eller andre personer 
  • at medføre eller åbenlyst bære tegn og symboler af racistisk eller voldelig karakter samt råbe eller synge slagsange med dette indhold 
  • at optage levende billeder eller lyd fra et hvilket som helst sted på Vojens Speedway Center eller videregive informationer fra stævnet uanset fremgangsmåde

Listen er ikke udtømmende.

Af brandsikkerhedsmæssige årsager er det endvidere forbudt Vojens Speedway Centers gæster, at medbringe og/eller ophænge bannere, der ikke forud for arrangementet er godkendt af Vojens Speedway Centers sikkerhedschef.

Personer der ikke er i besiddelse af adgangsbevis eller som vurderes at udgøre en sikkerhedsrisiko eller har fået tildelt karantæne vil blive bortvist. Bortviste gæster har ikke krav på at få deres billet refunderet.

§ 5 - Rygning
I alle indendørs lokaliteter på Vojens Speedway Center gælder der forbud mod rygning. Rygeforbuddet omfatter samtlige indendørs områder, hvor Vojens Speedway Centers gæster har adgang til, herunder også toiletter.

§ 6 - Erstatningsansvar
Al adgang, færdsel og ophold på Vojens Speedway Center sker på den besøgendes eget ansvar. Vojens Speedway Center har ikke ansvar for person- eller tingskader som følge af ulykker eller andre besøgendes handlinger eller undladelser.

Såfremt der udøves hærværk på Vojens Speedway Centers ejendom eller i øvrigt udvises en adfærd, der påfører Vojens Speedway Center og/eller samarbejdspartnere et tab, herunder også adfærd der medfører idømmelse af bøder og/eller sanktioner for Vojens Speedway Center og/eller samarbejdspartnere, forbeholder Vojens Speedway Center sig retten til at holde den pågældende personligt ansvarlig for tabet.

§ 7 - Særlige afgifter
Gæster, der forcerer eller forsøger at forcere hegnet omkring Vojens Speedway Center og/eller på anden vis opnår eller forsøger at opnå adgang til centret, herunder banerne, vil blive opkrævet en afgift på kr. 10.000,00, der forfalder til betaling øjeblikkeligt.

Gæster, der benytter sig af fyrværkeri, lysraketter, romerlys eller andre pyrotekniske genstande, vil blive opkrævet en afgift på kr. 4.000,00, der forfalder til betaling øjeblikkeligt.

Betaling af ovennævnte afgifter udelukker ikke, at øvrige sanktioner tillige bringes i anvendelse.

§ 8 - Overtrædelse af vilkår og betingelser
Gæster der overtræder vilkår og betingelser kan uden videre bortvises og få forbud mod at vise sig på Vojens Speedway Centers område.

Såfremt en overtrædelse udløser begrundet formodning om en strafbar handling, vil der blive foretaget politianmeldelse.

Der kan udstedes karantæne fra Vojens Speedway Center eller fra ethvert andet arrangement med tilknytning til Vojens Speedway Center uanset hvor arrangementet afvikles, ved overtrædelser der sker på Vojens Speedway Center eller i umiddelbar nærhed heraf, såsom på parkeringspladser, ved ind- og udgange samt veje og fortove beliggende i forbindelse med Vojens Speedway Centers område eller ved voldelige handlinger foretaget et andet sted, hvor samhørighed med Vojens Speedway Center kan drages.

Kontrollørerne er berettigede til at bortvise persongrupper, såfremt overtrædelsen ikke kan tilordnes en enkelt person og overtrædelsen i øvrigt er karakteristisk for hele gruppens opførsel.

§9 - Udsættelse eller aflysning af arrangement og Force majeure
Ved udsættelse af et arrangement der endnu ikke er påbegyndt kan billetter ombyttes til den nye dato. Hvis der ikke bliver fundet en ny arrangementsdato, kan billetter refunderes til fuld pris dog ekskl. evt. gebyrer der er pålagt ved købet. Ved strike, lockout, oversvømmelse, brand, epidemi, krig, revolution, civil opstandelse eller andre faktorer der er uden for arrangørens kontrol, ydes der ingen refusion på billetter eller andre omkostninger der måtte have været ved at deltage i arrangementet, såsom rejseudgifter eller overnatninger. Der vil kun være tale om at gennemføre arrangementet på en ny dato.

§10 - Aflysning af et løbsarrangement
I tilfælde af et arrangement er påbegyndt, men bliver aflyst fordi det ikke kan gennemføres pga. vejr/baneforhold, uheld gælder følgende: Såfremt det er et national-, international- eller VM stævne og man ikke har afviklet mindst 50% af de programmerede heats, gælder billetten til den nye løbsdato, men under ingen omstændigheder vil billetten blive refunderet, ej heller andre udgifter, der er afholdt ved deltagelse i arrangementet. Den nye løbsdato vil forsøges lagt dagen efter eller senest inden for 14 dage. Såfremt det er et VM hold stævne og det 15. heat er afsluttet eller et Grand Prix stævne og det 16. heat er afsluttet og de resterende heats ikke kan gennemføres, vil den daværende stilling betragtes som resultatet og løbet som gennemført.

Det vil til enhver tid være billetten, der er dokumentation for en refusion eller ombytning/adgangstegn til nyt løb. Det er billetindehaverens ansvar at opbevare billetten forsvarligt.